Blåmuslinger med sneglesmør
4 pers.

Blåmuslinger har højsesson i vinterhalvåret.

2 kg. Friske blåmuslinger
1 Stængel blegselleri
1 Lille løg
1 spsk. Smør
1 bdt. Persille
2½ dl. Vand
5 Hele peberkorn

Sneglesmør:
125 gr. Blødt smør
2-3 Fed hvidløg
1 bdt. Persille
Salt og peber

Børst først muslingerne grundigt med en stiv børste under rindende koldt vand. Fjern trævler m.m. og kassér muslinger, der ikke lukker sig, efter et let bank i køkkenbordet. Kassér også meget tunge muslinger, da de kan være fyldt med sand og kan ødelægge retten.
Skyl selleristænglen og skær den i mindre stykker. Pil og hak løget. Skyl persillen godt.
Smelt smørret i en bredbundet gryde (sautérpande). Kom selleri og løg i og steg dem klare. Kom persille, vand og peberkorn i gryden og lad det koge op. Kom muslingerne i og damp dem i ca. 5 min. under låg. Ryst gryden med korte mellemrum.
Tag muslingerne op. Kassér de muslinger der stadig er lukkede. Tag muslingerne ud af skallerne. Læg dem tilbage i den ene halve skal.

Sneglesmør:
Pil hvidløgsfeddene. Skyl og hak persillen. Pres hvidløgene i smørret og rør persillen i. Krydr med salt og peber. Sæt ovnen på 250 grader.
Fordel smørret på hver musling og placer dem, evt. på groft salt, i ovnfaste tallerkener. Sæt dem i ovnen i ca. 5 min.
Server citronbåde og flûtes til. En god tør hvidvin er helt perfekt til.

I Luxembourg og Frankrig serverer de pommes frites til. Måske fordi retten ikke mætter så meget uden lidt til.

 

Tulle' opskrifter - http://www.greiersen.dk/mad