Vesterhavskuller
5-6 pers.

2 Kuller á 1½ kg
Salt og peber
Olivenolie
1 dl. Citronsaft
3 Løg
4-5 Stængler blegselleri
½ kg. Champignon
1 bdt. Persille
60 gr. Smør
Citronsauce:
4 dl. Fiskebouillon
2 dl. Fløde
2 spsk. Maizena
2 Æggeblommer
Saften af 1 citron
Salt og hvid peber

Skrab, rens og skyl fiskene. Tør dem godt og giv dem nogle snit henover ryggen. Klip evt. finnerne af. Gnid dem ud- og indvendig med salt og peber. Læg fiskene i en smurt bradepande, pensl dem med olivenolie og dryp med citronsaft. Sæt ovnen på 200 grader.
Sæt fiskene på nederste rille i ovnen og steg dem i 20-25 min. Dryp dem med stegeskyen nogle gange.
Pil og hak løgene, og steg dem klare i smør. Rens blegselleristænglerne for grove strenge og skær dem i smalle stykker. Lad dem stege sammen med løgene, til de skinner.
Rens chamignonerne og del de største. Rist dem lidt i smør.Skyl persillen godt, fjern stilkene og bland persillebladene med champignonerne.
Kog bouillon og fløde, jævn det med maizena udrørt i lidt koldt vand. Pisk æggeblommerne med citronsaft. Tag gryden fra varmen og pisk æggene i. Smag saucen til med salt og peber og evt. citron.
Tag forsigtigt fiskene op af bradepanden og læg dem på varme serveringsfade. Fordel løg, selleri og champignon omkring, hæld sauce over og server straks.
Som tilbehør anbefaler jeg små kogte, faste kartofler drysset med persille samt en god tør hvidvin.
 

Tulle' opskrifter - http://www.greiersen.dk/mad